I vintermånederne bliver Canazei’s indbyggertal mere end 10-doblet. Fra hele verden strømmer skisportselskerne til dette herlige område i Dolomitterne, som giver adgang til verdens største skiområde! Og samtidig værdsætter de også en livlig og herlig by med masser af liv og attraktive muligheder og faciliteter.
Skiløbet og –området
Canazei har international ry og atmosfære – i skiområdet såvel som i byen. Og så er det adgangen til intet mindre end det, som mange kalder for verdens største skiområde, Superski Dolomiti med 1220 km pister.
Her findes udfordringer til alle – uanset alder, køn, erfaring og vovemod. Pulversne, blå pister, brede boulevarder, vanskelige pukler – skiløbere og snowboardere elsker det!
Hjertet i det kæmestore skimområde er Sella Massivet. Vi kan anbefale en tur rundt om massivet kaldet "Sella Ronda". Bjerggruppen ligger mellem Val Gardena og Canazei, og turen hele vejen rundt er på knap 40 km, så det er en dagstur, hvor man skal stå tidligt op.
Den mere erfarne skiløber skal naturligvis også prøve kræfter med World Cup pisten Sasslong.
Børn og nybegyndere bør nok starte ”karrieren” på øvebakken i byen, men det varer næppe mange timer eller dage, før frokosten kan indtages sammen med de mere øvede oppe på bjerget.
Byen
Selvom det er svært at undgå at se hoteller og restauranter, barer og pubber næsten uanset hvor man færdes i Canazei, så er byen fyldt med charme og romantik - på sin helt egen måde. Det er en flot by, som ikke er spoleret af blinkende neonskilte og lignende, men med masser af små hyggelige gader og spændende butikker med gode indkøbsmuligheder.
Nattelivet er livligt, men trods alt ikke være end det er til at holde ud at færdes i byen for de fleste. Der er adskillige barer, som har hver deres speciale og målgruppe. Og så må vi heller ikke glemme de mange hyggelige spisesteder, hvor italiensk gastronomi og liflig vin følger ad hånd i hånd – i øvrigt stadig til fornuftige priser.
Canazei er et attraktivt rejsemål for alle – men måske specielt for de lidt yngre, dem, der stadig føler sig unge og dem, som elsker udfordringer på pisterne.
|